Korset er et symbol på den kristne tro: på lidelse og død, men også på frelse og opstandelse.

Korset er blevet anvendt som henrettelsesredskab af bl.a. perserne og romerne. Korsfæstelse var en særdeles smertefuld og meget vanærende straf, der blev tildelt oprørere, slaver og ikke-romerske statsborgere. 

Hos Paulus optræder korset som et billede på Kristi gerning, lidelse og offer, og i overført forstand betegner ’et kors’ den byrde og smerte, som den kristne må tage på sig som Jesu discipel og efterfølger. 

Korset er med sine vandrette og lodrette linjer, der skærer hinanden, også symbol på mødet mellem det himmelske og det jordiske – det sted, hvor Jesus hang og døde. Den lodrette bjælke symboliserer det himmelske, det guddommelige og det evige; mens den vandrette bjælke symboliserer det jordiske, det menneskelige og det endelige
Det tomme kors er bart, i modsætning til krucifikset. Det symboliserer dødens overvindelse, sejr og opstandelsens under og foretrækkes i den protestantiske kirke.

Nogle korstyper kan også symbolisere solens bevægelse og være et symbol for frugtbarhed.

Krucifikset

Krucifiks stammer fra latin, hvor kors hedder ’crux’ og fæstet hedder ’fixus’. 

Krucifikset er et kors med en Kristusskikkelse. Det illustrerer Jesu lidelse og korsdød og symboliserer lidelseshistoriens frelsende betydning og foretrækkes i den katolske kirke.

Det romanske krucifiks fremstiller Kristus som den sejrende, opretstående og med kongekrone. Det gotiske skildrer den korsfæstede Kristus som den lidende, naglet til korset og med tornekrone.

Frøken Anker . Bisballevej 12 .  Grundvad . DK-8800 Viborg . www.froeken-anker.dk . info@froekenanker.dk

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk